BEGYNDELSEN

Hun havde intet navn.

Kun elegance.

Og hun valgte altid den sidste.

Skoven havde givet liv til utænkelige parringer.

Promiskuitet var reglen for samlivet, men det var endnu ikke blevet et format, og ingen havde noteret, hvilket år det var, for de arabiske tal var endnu ikke nået frem.

Dette storslåede væsen, der bevægede sig som et kattedyr, havde intet navn.

Kun elegance.

Et blødt, polstret skridt.

Ingen fast holdning.

Kun stil.

Ingen væremåde.

Kun klasse.

Og når hun gik, uanset afstanden, udsendte hun en duft, der drog alle arter til sig.

Giorgio Armanis dufte var endnu ikke til salg.

Hendes kom fra hendes egne udefinerbare hormoner.

Som et rigtigt orkester, der kræver sin ret, men uden instrumenter.

Den, der prøvede at nærme sig hende, troede, at han ville være den første.

Han forstod aldrig reglen.

Hun ville kun vælge den sidste.

I håb om, at han ville være den, der blev.

Alt det, der ikke ses, bliver sjældent fortalt.

Alligevel undlader folk aldrig at gøre krav på det.

De kalder det fiktion.

De kalder det noir.

De kalder det fantasi.

Hvad som helst, bare det ikke kan svare igen.

Men alt det, ingen forventer, lever et andet sted.

Inde i en drøm.

Inde i en forventning.

Inde i en andens erindring.

Inde i en mulig handling.

Og det viser sig kun gennem ord.

Det er den opgave, dette projekt har valgt.

Ikke at forklare.

At iagttage.

At huske.

At spørge.

Vel vidende at det ikke er den første.

Ikke den bedste.

Kun eleven på næstsidste række.

Og aldrig den sidste.

Ferdinando

---

Hun har ikke valgt endnu.